Rønnevang Kirke

Taastrup Hovedgade 150, 2630 Taastrup

Rønnevang Kirke har navn efter et gartneri

Rønnevang Kirke har navn efter gartneriet ”Rønnevang” der tidligere lå i området. Først i 1970’erne opstod der et behov for en kirke i den sydlige del af Taastrup, og man gik i gang med planerne. Udgravningen til kirken blev påbegyndt i januar 1975 og kirkens grundsten blev indmuret i kirken den 24. maj 1975. Grundstenen var i april 1975 blevet hjembragt fra Golgatha i Jerusalem af kirkens første præst Max Skotfelt. Rønnevang Kirke er indviet d. 5. september 1976 af biskop J. B. Leer-Andersen.

Arkitektur

Kirken er oprindelig tegnet af arkitekt Holger Jensen i samarbejde med ingeniørfirmaet Crone & Koch, i en stil, der var præget af tidens moderne kirkebyggeri. Kirken var indrettet med et centralt beliggende alter. Døbefonten var placeret i en niche bag alteret i højre side af kirkerummet og prædikestolen var placeret ved siden af alteret i kirkens venstre side. Orglet var placeret på en gangbro, der gik tværs gennem kirken og forbandt lokalerne øst og vest for kirkerummet. Alle materialer var holdt i mørke farver. Væggene bestod af røde mursten og gulvene var belagt med rødbrune klinker.

Klokketårn

Det separate klokketårn på 22 meter med det karakteristiske præg – et kors der hæver armene velsignende mod himlen – tegner sig i regnvandsbassinet bag kirken. Tårnet har to klokker med hver sin indskrift. På den største (1250 kg) står ”Frygt ikke, tro kun” og den mindste (905 kg) ”Alt er muligt for Gud”. Klokkerne er støbt af Petit og Fritsen i Holland.

Inventar

Altersættet er tegnet og udført i hamret tin af sølvsmed J. Dahlerup.                  
Kirkens orgel er bygget af Th. Frobenius og har 20 stemmer.

Ombygning

I 2004 startede en større ombygning af kirken, for at gøre den mere hensigtsmæssig og tidssvarende. Den således ombyggede kirke er tegnet af arkitekt Niels Munk fra Køge. Kirken er i dag ændret til en processionskirke, hvor orglet er flyttet til et pulpitur på kirkens østside. Kirkerummet fremstår i dag lyst med hvidmalede vægge og et flot lysindfald, og gulvet er i dag belagt med ølandssten. Kirken blev genindviet Mariæ Bebudelses dag den 13. marts 2005.

Kilde: Rønnevang Kirkes historie, www.roennevangkirke.dk

Find på kortet

Herunder kan du finde Rønnevang Kirke.

Også i Taastrup

Blaakildegaard