Blaakildegaard

Byhistorisk Samling og Arkiv Skolevej 54 2630 Taastrup

Gården med den blå kilde

Gården ”Blaakildegaard”, har sit navn efter et gammelt kildevæld som havde sit udspring på marken ”Blaakilde agre, der hørte til gården.

Kilden havde fået sit navn på grund af vandets smukke blå farve. Den er stadig aktiv og har sit udløb i Mølleåen, lige ved broen på Kildestien.

”Blaakildegaard” er en af de oprindelige gårde i landsbyen Taastrup-Valby, og har formodentlig ligget på samme sted, så længe man kan ”huske tilbage”, d. v. s. ca. 1350, hvor landsbyen ”Waldbye” nævnes første gang.

Den nuværende gård er den eneste af de gamle gårde i Taastrup-Valby der er tilbage med alle sine længer i behold.

Hovedbygningen er opført 1870, avlslængerne er sammenbyggede og genopført efter en senere brand.

Gården har matr. Nr. 13 så det er måske derfor det spøger ved midnatstide.                              Det fortælles at 2 brødre i fordums tider ikke kunne blive enige om hvem der skulle arve gården når faderen døde.

Derfor skubber den ene søn den anden i brønden, så han drukner. Ingen fatter mistanke om udåden, før den anden søn, efter at drevet gården mange år, dør og bliver begravet på Høje Taastrup kirkegård.

Efterfølgende kan man ved midnatstide se en sort vogn med sorte heste for, og en sort kusk på bukken, køre fra kirkegården til Taastrup-Valby og Blaakildegaard, hvor vognen kører tre gange rundt om brønden, for atter at forsvinde ud gennem porten. Derfor var der altid en af gårdens tre porte der stod åben, for at spøgelset ikke ville sprænge den.

Siden 1987 har gården været hjemsted for Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup, der sørger for at Kommunens historie bliver bevaret for eftertiden, ved hjælp af genstande, billeder, papirer m.v.. Det der sker i dag, er jo historie i morgen.

Udover Arkivet er der en permanent samling af L. A. Ring malerier og Keramik fra Høje-Taastrup samt en særudstilling med et tema fra Høje-Taastrup.

”Blaakildegaard”, Byhistorisk Samling og Arkiv har åbent for besøg, tirsdag og torsdag kl. 12 – 16, samt den 1. lørdag i måneden kl. 11 – 14.

Kilder: bl. a. Byhistorisk Samling og Arkiv, Blaakildegaard.

Find på kortet

Herunder kan du finde Blaakildegaard.

Også i Taastrup

Det gamle Rådhus