To Relieffer

Allan Schmidt, 1979-1980, keramik

Høje-Taastrup Rådhus, Byrådssalen

I maj måned 1980 kunne man, i forbindelse med ibrugtagelsen  af første del af Taastrup Kommunes nye rådhus i Høje-Taastrup afsløre et nyt, stort og imponerende kunstværk i Byrådssalen.

Udsmykningen, der er fremstillet og brændt på Den kongelige Porcelainsfabrik, 1979 – 80, vejer ca. 5 tons, er udført af kunstneren Allan Schmidt og placeret i Byrådssalen på to såkaldte murvinger mod vest.

Den består af to store monumentale, abstrakte stentøjsrelieffer, som nærmest vokser ud af væggenes røde mursten og dermed gøre disse til en kunstnerisk helhed.

Allan Schmidt var en rigtig multikunstner, billedhugger, keramiker, maler og grafiker, uddannet på kunstskoler i Gøteborg og Paris.

Arbejdede på litografiske og keramiske værksteder som f.eks. Herman A. Kähler i Næstved og Den kongelige Porcelainsfabrik i København samt på værksteder i Italien, Spanien og Frankrig.

Fra ca. 1950 begyndte Allan Schmidt at udstille sine værker, først på Kunstnernes Efterårsudstilling, senere som medlem af Decembristerne, Den frie, 1962 – 1989, samt på utallige separatudstillinger i ind- og udland.

Mest kendt er nok Allan Schmidt’s store stentøjsrelieffer rundt om i landet, bl.a. Horsens Centralbibliotek 1961 – 63, Mejeribrugets Hus i Århus 1964 – 66, Århus Universitet 1970 – 73, Thisted Rådhus 1978 – 79 samt Jydsk Telefon i Slet ved Århus 1979 – 81.

I nærheden af Høje-Taastrup kan man se udsmykninger af Allan Schmidt på Strandskolen i Greve 1977, Gentofte Rådhus og rådhushave 1975 – 78, samt en døbefont i Avedøre kirke 1978.

Kilder bl.a. Weilbach, dansk kunstnerleksikon. 

Find på kortet

Herunder kan du finde To Relieffer.

Også i Høje Taastrup

Uden titel (Anders Tinsbo)

Anders Tinsbo