Forside » Skulpturer » Uden titel
Uden titel
Klik for fuld størrelse

Anders Tinsbo

Uden titel, 1994, bronze

Ved Patent- og Varemærkestyrelsen, Helgeshøj Alle 81, er der på sydsiden mod Roskildevej, udenfor kantinen.

Tidligere var skulpturen opsat ved hovedindgangen, men blev i forbindelse med en større ombygning, flyttet til sin nuværende plads.

På en lille plade kan man læse:

Anders Tinsbo, Indkøbt (skulpturen) i anledning af Patentdirektoratets 100 års jubilæum, 1994.  

Selve skulpturen veksler mellem konkave (indadhvælvede) og konvekse (udadhvælvede) former, som ændrer sig afhængig af hvilken side man betragter den fra

Sommertider kan den virke massiv på grund af bronzen og til andre tider kan den virke luftig som en blomst der folder sig ud.

Anders Tinsbo er uddannet som stukkatør (fremstilling af figurer i stuk, en blanding af gips, kalk og marmorstøv) 1959, elev af Mogens Bøggild 1960, gik på Kunstakademiet’s Billedhuggerskole 1961 – 65 hos Gottfred Eickhoff og Arkitektskolen samme sted 1966 – 67.

Tinsbo var i begyndelsen inspireret af mobiler udført af Alexander Calder 1898 – 1976), som man bl.a. kan se på Louisiana, Museum for moderne kunst i Humlebæk, senere blev det til  skulpturer, ofte udført i bronze i spændende former.

Han udstillede første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling 1964 og Kunstnernes Efterårsudstilling 1964, og siden blev det til utallige udstillinger, alene eller sammen med andre kunstnere, i ind- og udland.

Tinsbo var lærer ved Kuntakademiets Arkitektskole 1972 – 76, ligesom han var medlem af flere cencurkommiteer og bestyrelser samt tog aktivt del i kunstdebatten.

Udover Tinsbo’s skulptur i Høje-Taastrup, kan bl.a. nævnes en 4,60 m. høj mobile-skulptur ved Munkenesdam Plejehjem i Kolding, 1987, ”Lykken”, 1973 ved Teknisk Forvaltning i Glostrup, gulmalet ”Relief”, 1984, på gavlen af Herlev Hovedbibliotek og til sidst det måske mest kendte, ”Vandkunsten ”, 1970, ved Rundetårn. Den blev givet som gave, af Danmarks Nationalbank til Københavns Kommune i anledning af Københavns 800 års jubilæum i 1967 og i første omgang opstillet på Kultorvet, men senere flyttet til sin nuværende plads. 

Kilder bl.a.: Weilbach, dansk kunstnerleksikon, Skulptur i København – 40 udvalgte værker, Glostrup Kulturguide.