Forside » Skulpturer » Thors Hammer
Thors Hammer
Klik for fuld størrelse

Børge Jansberg

Thors Hammer, 1989, stål

Opstillet på Rådhuspladsen foran Høje-Taastrup Rådhus

Titlen Thors Hammer, er med henvisning til byens gamle navn, Høje Thorstrup, som man romantisk mente var opkaldt efter guden Thor.

Som sokkel til skulpturen er benyttet en granitsten i form af en møllesten.

Selve vandbassinet uden om skulpturen og stensætningen er tegnet af arkitekt Jacob Blegvad, 1921 -, der også har tegnet flere kendte bygninger i Høje Taastrup, bl.a. Høje Taastrup Banegård, indviet i 1986 og Scandic Hotel, bygget 1987 – 88.

Skulpturen er også blevet et vartegn for årets nye studenter fra Høje-Taastrup Gymnasium, tidligere Høje-Taastrup Amtsgymnasium, idet de hvert år danser omkring den, for at fejre deres eksamen.

Rådhuskunst

Inde på selve Rådhuset kan man se masser af Børge Jansberg kunst. Flere malerier på gange og kontorer, bl.a. ved indgangen til kantinens ”Borgmestersal”, hvor man kan se et af kunstnerens tidlige værker, ”Udsigt fra Ibsensvej 21”.

Skulpturer findes der også flere steder, bl.a. i en niche ved gangen til venstre for indgangen, ”Skulptur” i rustfrit stål, Ved indgangen mod øst ses to skulpturgrupper i glas og rustfrit stål og ved indgangen mod syd ses en skulptur i klar, rød og blå akryl.

Børge Jansberg var som maler og billedhugger autodidakt. Han udstillede bl.a. på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1944-45, senere i 1970´erne var det hovedsagelig hans stålskulpturer, der kunne ses på udstillinger i ind- og udland. Han var socialchef i Høje-Taastrup Kommune i en lang årrække og bosat i Stærkende på Elmegården. Her var der ofte udstillinger med egne og andre billedhuggeres værker.

Hans hovedværker er placeret i Taastrup. Desuden kan nævnes Flammen,1991, Avedøreværket, Hvidovre, Campanile, 1991, Jernbanegade, Nykøbing F., Signal, 1993, Hundige Centret, og Søjle, 1994, Solrød Rådhus.