Forside » Skulpturer » Fang Bolden
Fang Bolden
Klik for fuld størrelse

Jørgen Hansen

Fang Bolden, 1997, 3 keramiske skulpturer

Opstillet 2011 på en plads ved Selsmosevej, vest for Taastrup Stationscenter. Skulpturgruppen blev, i forbindelse med en udvidelse af Taastrup Teater, flyttet fra Kjeld Abells Plads til sin nuværende placering.

Skulpturgruppen består af tre store enkeltstående søjler, hver på to en halv meters højde og en diameter på 80 cm. De har en samlet vægt på seks tons.

Søjlerne er brændt på Tommerup Teglværk på Fyn. Om tilblivelsen af værket siger kunstneren bl.a., at ideen til værket udviklede sig langsomt under et show i Musikhuset i Århus. Her handlede det om at hente inspiration fra himlen og åbne op for det guddommelige.

“Over for det havde jeg Taastrup Teaters undertitel, 'Livet på spil'. Det kan opfattes alvorligt, men har også en anden betydning i retning af leg og de tilfældigheder, der opstår under fri leg. Så gik tankerne omkring de små plastic-tingester, som man kan købe i legetøjsbutikkerne. Med et tryk på en knap kan man få en bold til at hoppe op og fange den igen.”

Sådan blev den endelige titel da også “Fang bolden”.

Jørgen Hansen er uddannet på keramiske værksteder i Frankrig, England og Canada 1965 - 72, herefter eget værksted. Han har undervist på mange kunstskoler og akademier i ind- og udland. Af værker kan nævnes: brændingsskulpturerne: Glødende søjler, Kolding, The Currach Man, Irland 1966, Sjælens katedral, Århus 1997, After the Cowboys, Tasmanien 1998, Marens hægte, Tønder museum 2001, samt flere udsmykningsopgaver, relieffer, fade, krukker og skåle. To af hans krukker står i Hedehuset.

I forbindelse med opsætningen af “Fang bolden” udgav kommunen bogen “Ler og ild” med tekst af Bjarke Regn Svensen.